SUPER COASTAL KURSUS

17. juni 2018 21:52 , af Malene Højsted Kristensen
Den 9.-10. juni drømte vi - Anne T., Torben, Anni og Malene - om en god vestenvind, da vi skulle på coastalkursus i Kalundborg Roklub, men vi oplevede en varm næsten helt vindstille weekend.
Vi deltog sammen med 15 andre med Niels Ryhding og Kate og Jesper Skavin som vores instruktører. Vi var en broget flok fra den næsten 80 årige til en tidligere kaproer. En, der havde svært ved at skifte i inriggere, var med for at finde ud af om coastalbåden kunne være hendes båd i almindeligt vejr, og det fik hun bekræftet.
Der var et tæt pakket program med emner som sikkerhed, roteknik, at ro i bølger, optagning af både på strand med bådruller, skift i båden og kæntringsøvelse. En meget stille vind gjorde, at bølgeteknikken blev praktiseret meget lidt.
Vi lærte følgende:
  • en coastal er en helt anden slags båd end inrigger og traditionelle outriggere. Ikke fordi rotaget er forskelligt fra outriggerroning, men fordi den er så stabil, både til almindelig roning men også til leg/surf på bølgen. 
  • roning i bølger kræver rigtig påklædning for man bliver våd. Når vinden er stærk og bølgen høj, så er en redningsvest en god ide
  • når man ror i bølger skal kadencen og bølgens rytme følges ad og øvelse gør mester. Roretningen har ikke betydning for stabiliteten i båden. Du bliver højst lidt våd. En 90 grader vinkel på bølgerne giver de bedste muligheder for at komme op på bølgen og dermed kunne ro med over 20 km i timen!!! 
  • når der er bølger, så skal både isættes fra strand eller i en mere stille havn. Der er ikke en bro, der kan klare det. 
  • det er en utrolig stabil og sikker båd. Det viste kæntringsøvelsen også, som lå til allersidst. 
    Vi fordelte os i 1, 2 og 4 coastal. Anne var med i kampen om at vende 4 coastal, hvor årene var taget ud for at få det til at lykkedes - både da den skulle kæntre og den skulle vendes. Den blev vendt efter mange ihærdige forsøg - men den båd er virkelig stabil også, når den vender den forkerte vej. Toeren vendte vi rundt med årene i - og det gik nemmere, men her skulle der også kæmpes. Etteren klarede alle, inkl. den 80 årige. For vandhunde og legebørn var det en rigtig sjov og lærerig øvelse.
  • regler og sikkerhed, Kate som sidder i DFfR's sikkerhedsudvalg fortalte, at god teknik, sikkerhedskendskab og rigtig påklædning er vigtigere end reglementer.
 
Vi lærte en masse og vi vil så gerne lære fra os - så kom ud i en coastal med os på en rovagt. Vi håber på at kunne lave en dag/aften i klubben hvor vi kan lære lidt mere for ægteparret Skavin er villige til at kigge forbi en dag med østenvind og træne med os.
Derfor: Hold øje med hjemmesiden.