Nordsjællands Coastal Regatta 2020

Coastalroningen har fået en ny tju-bang disciplin

- og den blev afprøvet for første gang herhjemme i Humlebæk

BeachSprint er på verdensplan kun nogle få år gammel og helt anderledes end, hvad coastal roere er vant til. På tre minutter er det hele afgjort, og vejen til succes i disse underholdende head-to-head dueller kræver meget mere end råstyrke og teknik.

I weekenden fik nogle af landets bedste roere lejlighed til at prøve kræfter med disciplinen, da Nordsjællands Coastal Regatta i Humlebæk bød på noget så sjældent som danmarkspremiere på denne forhåbentlig nye OL-disciplin.

Det er ikke helt forkert at kalde BeachSprint for roernes svar på sprinternes 100 meter-distance. Thorleif Rud Lindholms vindertid i finalen lød på bare 2,57 minutter. Samtidig har hele setup’et en lille snert af den klassiske Le Mans-start over sig fra dengang man løb hen til bilerne. Man så i Humlebæk, at flere roere nok lige skal vænne sig til at indlede en kaproning med 50 meters sprint på stranden. Den korrekte slalom-bane rundt om tre gule bøjer testede også roernes evner i at kunne navigere på vandet.

Formanden for Dansk Forening for Rosport, Henning Bay betegner forud for danmarkspremieren på BeachSprint i Humlebæk disciplinen for et spændende og fornyende element i dansk og international roning.

”Måske kommer disciplinen på det olympiske program i 2024. BeachSprint er et publikumsvenligt head-to-head race hvor to både med start fra stranden konkurrerer på en 250 m lang bane. Kun vinderen går videre til næste heat. Atleterne skal ud over roteknik og råstyrke nu mestre endnu et element nemlig hav, bølger og vind. BeachSprint Coastal Roning giver rosporten nogle nye spændende muligheder der forhåbentlig kan medvirke til at tiltrække nye medlemmer samt understøtte Danmarks Idrætsforbunds ambitioner. Det bliver ekstremt spændende at se, hvordan de danske roere håndterer Coastal Roningens nye udfordring”, udtaler Henning Bay.

Artiklen er også offentliggjort på Roinfo.dk. Flot og grundig omtale af de øvrige løb findes også på Roinfo.dk

Beach Sprint banen

*