Vi var tre fra Humlebæk, som var med på Ringsted Roklubs tur til Sibenik i uge 38 – som medlemmer af Sibenik Rowing, der er en dansk klub a la Tolo Roklub.
Vi havde en fantastisk uge. Det rofarvand er virkelig godt, når man skal have samme udgangspunkt hver dag. Vi var vidt omkring, men der er meget endnu. Flere klubber skriver også i deres besvarelser, at selv efter 14 dage er der stadig hjørner, som ikke er blevet set.
Sibenik Rowing er gæster i den lokale roklub. De har aldrig tidligere set en inrigger. De ror coastal og sculler, og medlemmerne er meget unge mennesker.
Roklubben ligger lige i kanten af byen, som er en gammel by med to borge og flere store kirker.
Vi havde tre både – det vil sige ni sæder – og de var på vandet alle dage. Bådparken er desværre ikke noget at råbe hurra for – vores Sisse var næsten den bedste. Jeg ved, at klubben er gået på jagt efter nye både, blandt andet via fonde.